Hvad jeg har lært efter 42 dage i Argentina

Præcis lige som Texas-indlægget, skal alt det, du skal til at læse nu, tages med et gran salt. ;)

1) I Argentina, eller i hvert fald i Buenos Aires, kigger på dig, hvis du bare skiller dig den mindste smule ud. Bare du er den mindste smule blond - folk glor som sindssyge og de har svært ved at lægge skjul på det. Hvilket egentlig er lidt malplaceret, for denne her by er fyldt med udlændinge. De fleste er franskmænd, og det er derfor godt skjult. Men er det bare lidt tydeligt, at du er fra et sted, hvor solen sjældent viser sit kønne ansigt, så forbered dig på at blive the center of attention.

2) Alle antager, jeg gentager, ALLE antager, at du automatisk ikke kan snakke spansk, bare fordi du ikke ligner en argentiner.  Den bedste måde at owne det fuldstændigt på, er selvfølgelig at sige, at du ikke forstår, hvad de prøver at sige til dig med det gebrokne engelsk, de nu måtte have. Og det skal siges på spansk. Med en argentinsk accent. Selvfølgelig. Jeg bliver aldrig nogensinde træt af deres ansigtsudtryk.

3) Punktlighed. Tid. Argentina. Tre ord, der ikke hører sammen.

Uddybning (uddybelse?): At komme for sent er nærmest et must. Og det er ikke bare små 5-10 minutter for sent, vi snakker om. Det er ikke bare Spaniens 'mañana, mañana'. Punktlighed eksisterer ikke hernede. Jeg har virkelig ikke oplevet at skulle vente mindre end 20 minutter på en argentiner. Ofte er det en time eller mere. Og det er virkelig no big deal her og det er ekstremt svært at vænne sig til for en, der kan begynde at få koldsved bare ved at komme 5 minutter for sent. Jeg har svært ved ikke at blive fornærmet. Vores mentalitet er jo bare anderledes i Skandinavien. Man er altid på stedet helst 5 minutter før, for at være klar til start på klokkeslettet. Hernede? Du er nærmest til grin, hvis du kommer til tiden...... Og alligevel kan jeg ikke få mig selv til at komme for sent med vilje.. Måske er det derfor, jeg er blevet syg.. Det er alle de aftener, jeg har ventet udenfor på folk!

Noget helt andet er supermarkederne, der kan finde på først at åbne kl. 10, selvom åbningstiden hedder kl. 8. No big deal. At være organiseret? Hvad er det?

4) Det generelle prisniveau er svært at sige noget konkret om.. Enten er det vildt billigt, eller også er det vildt dyrt (læs: danske priser). Transport er ekstremt billigt. En tur med metroen koster 2,5 krone, uanset afstanden. Med bussen koster det maks 2,1 krone. På madfronten.. Det minder faktisk lidt om Japan. De ting, de har selv (kød, haha), er billigt. De ting, de skal importere, koster kassen. Det giver jo egentlig sig selv, men jeg synes bare alt er dyrt i Danmark, uanset om vi har det eller ej.. Alkohol er også vildt billigt her. Hvilket er både godt og dårligt, that is. Men en ting som mælkeprodukter? Pfft, det skal du langt ud på landet for at have råd til.. Men vandmelon! 1,5 kroner kiloet.. Men desværre kan man ikke leve af vandmelon.. eller hvad? Jeg har faktisk aldrig fundet ud af, om det er 99% vand og intet andet, eller om der også er lidt vitaminer i.. Det er jo en frugt!

5) De tager maté (nationaldrikken, ligner te) alt, alt for seriøst. Der er uskrevne regler for, hvordan man drikker maté og de forventer, at man overholder dem med største seriøsitet. Det smager ikke engang af noget specielt, hvis det bliver lavet rigtigt. Skuffende!

6) Spansk er ikke bare spansk. Det havde jeg bildt mig ind, før jeg tog afsted, så jeg troede da at alt ville køre totalt i smørsovs for mig, da jeg ankom. Der kunne jeg godt tro om igen. Det var fandme svært de første par dage. Ikke bare bruger de nogle andre ord hernede end i Spanien, hvorfra det spansk, jeg har lært, kommer fra - de udtaler også noget af det mest basale på en helt anden måde, en jeg er vant til. Nu har jeg heldigvis vænnet mig til det og har ingen problemer med det mere (klapper lige mig selv på skulderen), men jeg synes det er ret sjovt, at der kan være så stor forskel på et sprog, der reelt set kommer fra det samme land.

7) Trafikken er et kapitel for sig selv. Det er livsfarligt. Jeg kunne skrive et helt separat indlæg om trafikken i Buenos Aires. Det er sindssygt. En bustur føles som en tur med det vildeste bumletog (men til gengæld er det billigt, ikke?) Og på de hjørner, hvor der virkelig burde være et lyskryds, der er selvfølgelig ikke et. Og de hjørner er der mange af. Hvis man vil have et nervesammenbrud, er det bare at sætte sig ned på en hjørnecafé og betragte alle de køretøjer, der er så ekstremt tæt på at støde sammen.. Det er nervepirrende, I tell ya.

8) Buenos Aires er the place to be hvad angår nattelivet. Troede Tokyo var crazy, men det her er the tip of the iceberg. Og det er virkelig natteliv. Argentinerne lever om natten. Og hvornår sover de lige, spørger jeg bare.. Man går sædvanligvis ud kl. 23 (og det er endda tidligt) og man bliver ved til minimum klokken 6. Alle de gange jeg er kommet hjem kl. 6.50, lige i tide til at starte arbejdet kl. 7.. Det er ikke let, skal jeg lige hilse og sige.

10) Antallet af folk, der ved hvor Danmark ligger, er pinligt lavt. Antallet af folk, der ved, at vi har vores eget sprog, er endnu lavere. 'Er det et sted i Europa?' De fleste af de argentinere, jeg har mødt, har ikke engang vidst, hvad Danmark hedder på spansk.. Jeg forventer virkelig ingenting, men come on! 'Engelsk er da dit modersmål, ikke?'

11) Tatoveringer. Det er mere normalt at se en ung person med en tatovering, end en uden. No kidding. Jeg vil gå så langt som at sige at 80% af de unge fra min generation og dem, der er et par år ældre, har tatoveringer. Det hænger nok sammen med, at det er skide billigt at blive tatoveret hernede, men alligevel. Det værste er, at de fleste, jeg har set, har været engelske citater. Med grammatik- og stavefejl. Det er da godt, at deres lack of English skills gør, at de reelt set ikke selv kan læse det. It hurts my eyes.

12) Franskmænd. De er alle steder hernede. Og tyskere. Fransk kan jeg forstå, men tyskere har ingen relation til Buenos Aires, så vidt jeg ved. Eller hvad? Det må de næsten have. De fleste immigranter kommer fra Italien, Frankrig og Spanien. Alligevel har jeg slet ikke mødt nogle italienere. Og kun en spanier. Franskmænd, tyskere og brasilienere. Og overraskende mange schweizere. Og israelere. Igen, jeg forstår det ikke. Det virker så random. Har til gode at møde en dansker!

Det er grove generaliseringer og jeg burde nok egentlig vente med det her indlæg, til jeg har tilbagelagt det hele af den del af Argentina (altså have lidt flere oplevelser at basere mine udtalelser på, men what the hell), jeg planlægger at se - men der kan jo altid komme en to'er, når jeg har oplevet det 'landlige'/rigtige Argentina!