Sydamerikas New York

I torsdags gik turen videre - ved middagstid tog ud til den internationale lufthavne i Bogotá, for tiden var kommet til at sige farvel til Columbia og tage videre. Al afsked er svær når man er mig og det var sørgmodigt, at jeg sagde adios til Columbia. Farvel til et fantastisk land og farvel til nye venner, som jeg allerede savner. Jeg havde fundet et fantastisk godt tilbud på flybilletter da jeg var i Buenos Aires, så i stedet for en returbillet til Santiago, Chile, hvor jeg var kommet fra, havde jeg en billet til São Paulo, Brasilien. Jeg var spændt som en i helvede, for Brasilien var, sammen med Chile, den eneste del af den oprindelige plan og jeg har glædet mig i flere år til endelig at tage dertil. Det er jo Brasilien! Jeg har et par gode venner i Brasilien, som jeg da selvfølgelig skulle forbi på min rejse.

Så her er jeg - i São Paulo, Brasilien - bedre kendt som den latinamerikanske udgave af New York City. En ægte betonjungle af dimensioner, verdens 7. største by og den største by på den sydlige halvkugle - så kan den rigtige New York City vist godt gå hjem og lægge sig, kan vi godt blive enige om det?

Her bor omkring 11,5 millioner mennesker og med godt 6 millioner biler, er byen naturligt nok notorisk for sine trafikpropper. De er så slemme, at byen decideret har en radiokanal, som kun handler om deres berømte traffic jams, hvor det er ganske normalt at sidde i kø i 2-3 timer. São Paulo er enorm og larmende, men samtidigt utrolig charmerende. Jeg har endnu til gode at prøve den offentlige transport midt i myldretiden, men noget siger mig, at det bliver en trang oplevelse.

Indbyggerne i São Paulo er en broget flok; Brasilien har verdens største koncentration af japanere udenfor Japan og det er især tydeligt i São Paulo, hvor den japanske indflydelse er overalt. Næst efter japanerne er det italierne, som her er flest af. Gastronomisk set kunne det ikke være bedre - tre af verdens bedste madkulturer repræsenteret i så stor en grad gør São Paulo til et mekka for madelskere. Men det er også rart, at gadebilledet er så mangfoldigt; jeg skiller mig ikke så meget ud, som jeg gjorde i Columbia. Der er mange brasilianere, der ligner straight up europæere og som jeg aldrig ville have gættet var fra Brasilien. Det er rart!

Der er bare noget ved storbyer, som jeg elsker. Her er kunst, kultur og gastronomi i verdensklasse. Neonlys, kæmpestore parker, skyskrabere. Her er noget for enhver smag - men det bedste var nu alligevel at se min brasilianske veninde, som jeg ikke har set siden vi boede sammen i Spanien for to somre siden. Der er ikke noget bedre end at blive genforenet med folk på den anden side af jorden <3

Finally I made my way to Brazil - I've been waiting for this for years! I have some friends in São Paulo and I was excited to see especially one girl again, a Brazilian girl with whom I shared an apartment when I studied Spanish in Salamanca, Spain. It's been almost two years since the last time I saw her and there's just nothing as good as being reunited with friends half around the world. I'll never get tired of it!

So, so far, Brazil hasn't disappointed! São Paulo is the New York City of Latin America and I must say, I already like this city. A lot. There's just something about concrete jungles. Big city lights, huge recreational parks and skyscrapers. And since São Paulo is actually the biggest city in the Southern Hemisphere, it has everything you could ever want. Art, culture, history, world class cuisine (the biggest Japanese community outside Japan is located in Brazil - so whenever you're up for good sushi, São Paulo is definitely a good bet!). 

Another thing I like about this place is the number of foreigners - it's so different from what I experienced in Colombia. I no longer get stared at - well, at least not as much! The population of Brazil indeed is a motley crowd; you find everything here, including pale people which means, I can actually fit in, haha! Some Brazilians look so Scandinavian it's unbelievable.. I actually got mistaked as a Brazilian the other day in the subway - that would never happen in Colombia. So in many ways, I feel just as much at home here as I did in Argentina, which is actually really, really amazing.

When in Bogotá

Hvor skal jeg starte? Jeg har kun været her i 2,5 uge, men jeg synes alligevel jeg har set, oplevet og hørt nok til at kunne forsøge at komme med en konklusion. Hvad er det her land egentlig for en størrelse?

Især Bogotá har overrasket mig rigtig meget - byen er totalt anderledes, end hvad jeg havde forventet, men igen så vidste jeg heller ikke helt, hvad jeg kunne forvente. Jeg har set nogle ret syrede ting; Jeg var vidne til et marsvin-løb en af de første dage, hvor jeg var inde i centrum og snuse lidt til byen med nogle venner. Jeg kunne ikke lade være med at stirre og endte endda med at heppe med. Aldrig har jeg set noget så sjovt. Folk var utroligt optagede af det og satte alle deres småpenge på den firbenede gnaver, som de mente, havde de bedste chancer.

Noget andet, som jeg heller ikke har set andre steder, er salget af telefoni på gaden. Den slags gadehandel, der er mest fremtrædende i gadebilledet hernede, er nemlig salg af opkaldsminutter. Og der er der en meget god grund til; tager man en mobil frem, der er bare lidt lækrere end en gammel Nokia, så beder man selv om at få den stjålet. Overalt ser man derfor skilte med 'minutos'. Har du lyst til at ringe, får du stukket en ældgammel telefon i hånden (den skal være tilpas grim og outdated, at der ikke er risiko for, at der er nogle der vil stjæle den jo) og så betaler du ellers den angivne sum, når du er færdig med dit opkald. Det koster mellem 28 og 56 øre i minuttet, så næsten alle benytter sig af det.

Den colombianske mad var noget af det, jeg glædede mig mest til at gå ombord i. Jeg havde fået smagsprøver både i Texas og Buenos Aires og jeg er bestemt ikke blevet skuffet; den traditionelle madkultur i Columbia er virkelig, virkelig lækker. Arepas, ajiaco, sopa de lentejas.. Jeg kunne spise colombiansk resten af mit liv og dø lykkeligt. Og deres frugter er højdepunktet. Da jeg boede hos min værtsfamilie under min første etape i Bogotá, startede jeg hver eneste dag med et kæmpe glas hjemmepresset juice. Det kunne være af guanábana, guayaba, grandadilla, curuba eller måske maracuyá. Jeg havde aldrig smagt, hørt om eller set nogle af disse frugter før, men det gjorde ikke så meget. Jeg smagte gladeligt på dem og hvor var det bare lækkert alt sammen. Colombianerne er også meget glade for mora, hvilket ville være en ækvivalent  til vores brombær. Eller.. det er brombær, så meget kan jeg da se, det er selvfølgelig bare dobbelt så saftigt og dobbelt så lækkert hernede, at det slet ikke ligner de brombær, vi kender. Nok snak om brombær. Ak ja, det bliver ikke sjovt at komme hjem til Danmark, hvor det mest eksotiske, vi kommer i nærheden er, er en skaldet mango.

Og vejret.. vejret er et helt kapitel for sig selv. Columbia har nemlig ingen årstider, da vi er så tæt på ækvator. Det havde jeg jo, optimistisk som jeg er, tolket som om, at der ville være sommer året rundt. Og det er også reglen. Bogotá er så bare undtagelsen fra den regel. Temperaturen svinger ikke mere end 4-5 grader og der er som oftest 18-19 grader her om dagen. Bare fordi Bogotá ligger 2660 meter over havniveau. Pff.. Og der er jo selvfølgelig monstervarmt i Cartagena og det resulterede meget ubelejligt i en mindre sygdom, da jeg vendte tilbage til Bogotá. Jeg fryser i Bogotá og jeg havde det alt for varmt i Cartagena.. Kan man da aldrig få det hele?

Men det, der har uden tvivl har overrasket mig mest.. Det, der har sat mine tanker igang.. Det har helt klart været alle de blikke, jeg har fået. Jeg troede ikke jeg ville få mere opmærksomhed end jeg fik i Argentina. Så kom jeg til Chile. Så kunne det da heller ikke blive værre. Men så kom jeg til Columbia. Det har været på grænsen til det ekstreme her i Bogotá. Jeg kan gå på gaden og hver anden, der går forbi mig, stirrer som en besat, vender sig om efter mig og opfører sig som om, at de aldrig har set en udlænding før. Og i løbet af mine første dage i landet tænkte jeg tit 'hvordan hænger det her sammen med alt det, jeg har hørt?'. Det er nemlig interessant. For colombianerne er hjertevarme mennesker og de er de mest åbne og gæstfri mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hvorfor stirrer de så sådan på noget, der er anderledes? Jeg har prøvet at stykke forklaringen sammen i mit hoved. Jeg har prøvet at regne Columbia ud; hvordan kan det være, at der er så mange colombianere, der har forladt Columbia og alligevel roser deres hjemland til skyerne og reelt synes, at det er det bedste land i hele verden? Er det virkelig rigtigt, at Columbia ikke er andet end narkotika og korruption?

Præcis på grund af alle disse modsætninger, har været min oplevelse af at være gæst i det her land været så interessant. Jeg er fascineret af det her land; det er dybt fascinerende at være her, når landets ry er så dårligt, og når jeg kender så mange, der er vokset op her. Jeg havde ikke mødt en eneste colombianer, jeg ikke kunne lide, før jeg kom hertil - og det har ikke ændret sig. Folk stirrer, men når vi får nedbrudt barrieren og folk har kommenteret min højde tilpas mange gange - ja, så er de altså nogle dejlige mennesker. De er interesserede i, hvorfor jeg er her og hvad jeg synes om deres land. Men de ved også godt, at der er lang vej at gå endnu, før det bliver 'normalt' at se turister i gadebilledet. En af mine venner fremlagde et yderst interessant synspunkt for mig. "Columbia kunne være verdens bedste land. Vi har kyst ud til både Stillehavet og Det Caribiske Hav, vi har en mangfoldig natur; frodige regnskove i Amazonas, lækre caribiske strande, billedskønne Andesbjerge - og sidst, men ikke mindst, har vi en indbydende madkultur og vi er kendt for vores gæstfrihed. Vi har alt. Men vores fortid og vores omdømme hjemsøger os." Landet har potentiale, det er helt sikkert - og selvom det ikke længere lever op til det voldsomme ry, som det har, så er korruptionen og kriminaliteten her stadig. Især politikorruption er mere end almindeligt. Og man skal være ekstremt forsigtig, hvis man har værdigenstande på sig. Og selvom jeg ikke én eneste gang har været i nærheden af narkotika, så er det her jo stadig i stor stil. Som min ven også fortalte mig, så er Columbia ikke ene om at være skyld i den illegale narkotrafik; forbrugerne, som oftest er europæere, har også en stor del af skylden. Når der er nogen, der ryger en importeret joint fra Columbia et tilfældigt sted i Europa, så er det Columbia, det går ud over. Og det er en skam. For et dejligt land, det er det altså.

Jeg tror ikke, at jeg kan nå frem til en konklusion. Og måske er det også okay, for Columbia har flere problemer, end jeg overhovedet kan forstå. Men en ting er helt sikkert; jeg har ikke et eneste sekund fortrudt, at jeg valgte at tage herhen. Og jeg vil ikke et sekund tøve med at anbefale andre til at gøre det samme. Her er ikke så farligt, som mange vil have dig til at tro. På gensyn, Columbia og tak for at have været en dejlig vært.

Og nu skal jeg videre til det, jeg nok må indrømme, at jeg har glædet mig mest til, siden jeg tog afsted. Faktisk lige siden jeg første gang mødte en brasilianer. Brasilien, vi ses imorgen! 

Montserrate, Bogotá

På denne her tur har jeg været overordentligt glad for diverse udkigsposter, kan vi vist godt blive enige om, eller hvad? Jeg laver altså andet end at kigge på storbyer fra oven, men til mit forsvar vil jeg sige, at alle mine columbianske venner insisterede på, at jeg skulle besøge Montserrate i Bogotá. Og jeg fik det endelig gjort igår - endda i rigtigt godt selskab, med en af mine nye venner. Selvom han har boet i Bogotá hele sit liv, var han 100% med på at lege turist for en dag - så vi tog den hundedyre kabelbane op på bjerget. Man kan også vælge 'bestige' bjerget til fods, hvilket ville tage omkring 1,5 time. Men da Bogotá i forvejen ligger meget højt over havniveau, var jeg blev advaret mod dette, og jeg er glad for, at jeg ikke gjorde det. Kabelbanen var også en del hurtigere, jo! Og vi var oppe i løbet af et par minutter; og der ventede os den vildeste udsigt - efter jeg lige havde kommet mig over chokket over at være oppe i 3170 meters højde, bevares.

Men det var ikke bare udsigten, der var vild - der var også noget nærmest Amazonas-lignende landskab rundt omkring bjergkæden, som var fuldstændigt betagende. Helt klart mit yndlingssted i Bogotá. Det er jo stadig Andesbjergene, jeg har med at gøre, og det er stadig vildt at se bjerge, hvor end jeg kigger hen, selvom jeg har haft over en måned til at vænne mig til det. Jeg kommer aldrig over det. Og det er vildt, at det teknisk set er 'de samme bjerge', som omringede Santiago. Jeg er fan af bjergkæder! Det kunne vi godt bruge lidt mere af i Danmark. Og selvom det er samme bjergkæde, så føles det en del mere eksotisk heroppe/hernede sydpå/nordpå. De er dækket af træer og her er en del mere grønt. Det var en helt igennem fantastisk dag og Bogotá viste sig endda fra sin gode side og lod solen komme lidt til også. 

Pictures from the Cerro de Montserrate, a must-see in Bogotá. The nature surruounding the mountains is absolutely stunning and I understand why all my Colombians friends recommended me to go there. I could seriously walk up there for days, just admiring the views. The view you get of Bogotá is breathtaking and it's funny to see how sometimes it's raining in parts of the city while it's sunny in other parts.  

I ascended with a new friend of mine - and even though he's been living in Bogotá his whole life, he didn't mind playing tourist for a day and there's nothing I love more than being guided by a native that loves his city. One of the benefits of having friends spread out across the globe! Montserrate is definitely my favorite place in all of Bogotá!

Paradis på jord

Intet besøg til Cartagena er komplet uden et lille miniature cruise til nærliggende Islas Rosario, hvor man blandt andet finder den berømte strand, Playa Blanca. Selve byen Cartagena har ingen af de der strande, som ellers er typiske for det caribiske hav - men man skal bare sejle i et par timer, og så er den hjemme - krystal klart vand, tropepalmer og varmt, hvidt sand. Hvor var det bare ekstremt lækkert. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor smukt der må være på de øer, der ligger tættere på den caribiske bugt og hvor vandet er endnu mere klart, hvor sandet er endnu finere.. Det var den perfekte dagsudflugt fra Cartagena og jeg fortryder ikke, at jeg betalte en formue for det - det var det hele værd!

Det smukkeste sted i Columbia

Cartagena de Indias, under kolonitiden den vigtigste havn for Spanien, er uden nogen som helst tvivl det smukkeste sted, jeg har set i Sydamerika indtil videre. Hold da op, hvor er her bare billedskønt. Byen er omringet af en mur, der engang fungerede som forsvarsværk - og som nu giver et meget specielt og gammelt præg på byen. Cartagena er indbegrebet af historie, af kultur, af kunst og æstetik. Den ligger ud til det caribbiske hav og du skal ikke sejle ret langt, før du når til nogle af de nærtliggende caribbiske strande - sådan nogle, som man kun ser på billeder, med krystal klart vand og lækkert, varmt sand. 

Cartagena har det hele - et besøg til Columbia er ikke komplet, hvis ikke man tager til Cartagena. Det var noget af en omvæltning at komme fra semi-kølige Bogotá til brandvarme Cartagena - årlig middeltemperatur er cirka 30 grader, hvilket med luftfugtigheden føles som 36. Det var præcis ligesom at være i Tokyo igen. Det er kvælende, når man ankommer, men når kroppen er tilvænnet efter et par dage - ja, så er det fandme skønt. Så med et fantastisk godt vejr, en skøn by og et fantastisk hostel, hvor jeg virkelig har nydt at bo - så kunne jeg ikke have haft en bedre miniferie til Cartagena og jeg må indrmme, at jeg er lidt trist ved tanken om, at skulle hjem til Bogotá imorgen. Men rejsen fortsætter, og jeg har lige det sidste jeg skal se, inden jeg kan sige farvel til Columbia og sætte kursen mod næste destination - nemlig Brasilien!

Den caribbiske kyst

Så jeg er ankommet til mit 2. stop i Columbia, nemlig Cartagena i den nordlige del af Columbia, hvor jeg befinder mig i disse dage. På fredag vender jeg snuden hjem mod Bogotá igen - jeg har ikke medbragt min computer, så mere udførlige beskrivelser må vente, til jeg vender tilbage til det kolde syd. Her er en årlig temperatur på 30 grader og med luftfugtigheden, føles det som 38. Det var noget af en omvæltning af komme fra Bogotá. Men hold nu fast, hvor er her bare fantastisk smukt!

Bogotá og de første indtryk

Arepas rellenas, typisk columbiansk - det glædede jeg mig virkelig til at spise igen!

Bogotá, hovedstaden i Columbia, er den 3. største by i Sydamerika efter de to verdensmetropoler i Brasilien, Rio og Saõ Paulo. Her bor omkring 8 millioner mennesker, hvis ikke mere. Og det kan mærkes. Byen er kaotisk, farverig og de smukkeste kolonibygninger ligger side om side med futuristiske skyskrabere.

Og nu må jeg nok hellere fortælle lidt mere om min tilbagevenden til den nordlige halvkugle. Colombia er meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg havde hørt så forfærdeligt mange ting om det her land før jeg ankom - mange forskellige ting. Folk er ikke helt enige om, hvad for en størrelse, Columbia egentlig er. De fleste har sat spørgsmålstegn ved, hvad jeg egentlig ville her og hvorfor Columbia lige skulle med på min rejseplan. Og på den anden side står alle mine columbianske venner, der hver og en har forsikret mig om, at det absolut ville være det hele værd - deres land er jo det smukkeste i hele verden.

Så da jeg steg ombord på flyveren i Lima mandag eftermiddag, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle forvente at se, når jeg et par timer senere ville lande i Columbia. Det, som størstedelen tænker, når man siger Columbia, er narkokarteller, kriminalitet og korruption. Og jeg skal gerne indrømme, at selvom de fordomme for længst var blevet tilintetgjort af alle de skønne columbianere, jeg har mødt gennem tidens løb, så var det svært ikke at være mærket af det ry, landet jo nu engang har. Jeg var maksimalt opmærksom fra det øjeblik, jeg trådte ud af flyet. 

Og de første par timer i et helt nyt land var fyldt med nye indtryk; den gæstfrihed, som er udbredt i hele Latinamerika, er Columbia i særdeleshed kendt for. Og det er en af de eneste ting, jeg har hørt om Columbia, der har vist sig at være sand. Folk, der har absolut ingen forpligtigelse til at hjælpe mig, har inviteret mig indenfor og åbnet deres hjem op for mig. Jeg er blevet inviteret til middage og fester af folk, der slet ikke kender mig. Så sent som i dag var jeg med mine værtsmødre til ægte traditionel columbiansk frokost i udkanten af Bogotá. Bare fordi værtinden gerne ville møde mig og vise mig noget af den traditionelle gastronomi. Bare fordi. Bare fordi gæstfriheden er en grundlæggende del af de mennesker, de er. De kigger mærkeligt på mig, når jeg spørger, om jeg må tage et bad. Det spørger man da ikke om i sit eget hjem. Jeg bor i en del af Bogotá, hvor der absolut ikke kommer turister. Jeg er sikker på, at jeg er den eneste udlænding i miles omkreds. Columbia er ikke ligesom Argentina, hvor der bor tusindvis af europæere og nordamerikanere. Columbia er for det meste bare columbianere og Bogotá virker ved første berøring ikke som at være en vanvittigt international by - ikke som jeg så det i Santiago og Buenos Aires. Og det er interessant. Det er en verden til forskel at være her, som høj og lyshåret - og jeg skal lige finde ud af, om det er en god eller dårlig ting. Folk kigger rigtig, rigtig, rigtig meget. Og jeg har snakket med en mine venner, der forlod Bogotá som 15-årig og hun fortalte mig, at hun aldrig havde set en asiat, før hun flyttede til USA. Og at det slet ikke er ualmindeligt.

For netop på grund af det ry, Columbia desværre stadig har, er her ikke mange udlændinge, hvis man sammenligner med andre sydamerikanske lande. Og så er det jo kun naturligt, at de kigger grundigt efter, når de endelig ser en, der ser anderledes ud. Jeg synes derimod ikke, det er naturligt (eller høfligt for den sags skyld), at de ligefrem vender sig efter mig og stirrer helt ukontrollabelt, men det må jeg jo bare tage med. Den oprigtige interesse, jeg møder, fra de mennesker, der ikke kan nøjes med at stirre, men også henvender sig varmt og venligt til mig - ja, det opvejer ligesom alt det andet. Det starter som regel med en undren, en positiv undren over, hvad der har bragt mig til deres land. For de er udmærket godt klar over, hvordan folk ser på deres land i andre dele af verden. Og ja, nok er der narkokarteller, og de er garanteret nemme nok at opstøve, hvis det er det, man vil - men det skal man bare lade være med, ligesom man ikke skal vade ind i den fattigste af den fattigste favela i Brasilien. Har man sine forholdsregler og sin sunde fornuft, er man godt på vej. Og netop derfor får jeg at vide af folk, at de er glade for, at jeg har valgt at se bort fra det og tage herhen. Og ved I hvad?

.. det er jeg også.

Hvad jeg har lært efter 94 dage i Argentina

Nu, hvor jeg har forladt Argentina, er det vist tid til at en opfølger på mit første indlæg, nu hvor jeg er i bedre stand til at komme med sjov og totalt ubrugbar insider viden om argentinerne og deres smukke, men uorganiserede land. Det skal selvfølgelig tages med et gran salt, da det er grove generaliseringer - og det er jo derfor, at det er sjovt!

1. Dulce de leche - de spiser det til alt. Dulce de leche er 'bare' kondenseret mælk, der er lavet til en karamelagtig substans ved langsom opvarmning, men det smager af langt mere. Og argentinerne er vilde med det. Alt smager af det. Det er mere almindeligt at finde noget med dulce de leche-smag, end noget der ikke har dulce de leche-smag.. Alt. Faktisk er det svært at finde noget sødt, der ikke smager af det. Dulce de leche er for argentinerne, hvad peanut butter er for Nordamerika og hvad Nutella er for Tyskland. Da jeg var i Buenos Aires, var jeg ikke synderligt vild med det, det var lidt overvurderet i min optik - men efterhånden er jeg begyndt at se, hvorfor de er så vilde med det. Det smager nu okay! Højdepunktet i mit turbulente forhold med dulce de leche, var da jeg smagte hjemmelavet italiensk dulce de leche-is i Santiago. Jeg har helt seriøst aldrig smagt noget bedre.

2. Stivelse/hvedemel (er det egentligt det samme?) - det er en mærkelig ting at nævne, men jeg bliver simpelthen nødt til det. I Danmark og i de fleste andre vestlige lande er vi meget varsomme med, hvor meget stivelse, vi indtager - det er jo de tomme kulhydrater - og da især når det kommer til brød og pasta lavet af mel, der ikke er fuldkornsmel, speltmel eller andet fancy. Vi tænker over det og det vil jeg da mene, at de fleste danskere gør.. det er bestemt ikke den generelle mentalitet i Argentina og især ikke på landet. Det hvideste af det hvideste brød til alle måltider og pasta er nærmest grundstenen i det argentinske køkken sammen med hvide ris. Et aftensmåltid kan sagtens bestå af pastaskruer drysset med revet ost. Og der er slet ikke noget mærkeligt i det. ¡Ricisimo!

3. Jeg kan ikke sige det nok - punktlighed findes simpelthen bare ikke i den argentinske ordbog. Punktum.

4. Når man hilser på hinanden i Argentina, er det med et kys på højre kind. Det gælder alle, selv mænd og mænd imellem. Det var svært at vænne sig til i starten, men nu elsker jeg det og jeg gør det med alle mine venner, inklusive de skandinaviske af slagsen. Det var vildt - første gang jeg så to drenge på min alder kysse hinanden på kinden, var jeg lige ved at falde ned af stolen - men nu hvor jeg er vant til det, og selv hilser sådan på alle - så elsker elsker elsker jeg det! Det er en lille bitte ting, men den gør bare meget for, hvordan man er sammen med hinanden i sociale sammenhænge. Det 'åbner' samtalen/samværet på en herlig måde og vi burde gøre præcis det samme i Danmark!

5. Europa bliver lidt opfattet som paradis på jord i Argentina, og du er næsten sikker på, at folk automatisk vil være interesseret i dig, hvis du er europæer. Hvor de ikke er så vilde med nordamerikanere, elsker de europæere, omend de stadig stirrer på os - overbeviser mig selv om, at det er en positiv nysgerrighed. Det er til dels medierne skyld, det med amerikanere. En dag, da jeg sad og konverserede med min værtsfamilie ved aftensmadsbordet i Córdoba, snakkede vi om USA og da de fandt ud af, at jeg jo har boet i Texas, fik de et meget mærkeligt udtryk i ansigtet og de kiggede endnu mærkeligere på mig, da jeg fortalte dem, at jeg elskede det; "Alle folk fra USA er jo ligesom The Simpsons! De er dovne og tror at deres land er det eneste i verden." Now, I know at det selvfølgelig kun er én udtalelse og jeg skal ikke basere et helt land på en enkelt sætning, men den generelle indstilling til nordamerikanere og USA synes ikke at være ikke særlig positiv og i de fleste tilfælde heller ikke særlig velbegrundet. 

Men Europa, det er lige sagen! De fleste argentinere har aldrig forladt deres land (hvilket er meget normalt i Sydamerika) og for manges vedkommende er Europa en uopnåelig drøm og vil altid være det, blandt andet på grund af vekslingskuren for euro og det sorte marked. Som turist i Argentina får du en fantastisk kurs for de euro, du sælger, men det er lige omvendt for argentinerne. Desværre. Det hele sammensmeltet har skabt et billede af Europa som værende the place to be - Vi har jo Rom, Paris, Berlin.. Vi har jo alt! Og Spanien jo, ikke? Nej? Okay.. når jeg fortalte folk, at mit foretrukne europæiske land er Spanien, så blev der ofte pinlig tavshed. Så det holdt jeg hurtigt op med, da jeg fandt ud af, at heller ikke spanierne er særligt populære i argentinernes bog. Det var så to af de lande, der står mit hjerte nært, hvad bliver det næste? At de også hader japanerne? Spanierne var jo de onde kolonister, der kun var ude på at dræbe de indfødte og stjæle deres guld  - I swear to god, jeg joker virkelig ikke, når jeg siger, at jeg mødte op til flere argentinere, der hadede spanierne grundet deres kolonisering af Latinamerika. Ja, den kolonisering, der fandt sted for flere hundrede år siden. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde - det ville jo være det samme, hvis vi hadede tyskerne på grund af det, nazisterne gjorde under 2. verdenskrig. Det er komplet latterligt.

6. Fernet con Coca. Fernet Branca med Coca Cola. Argentinas uofficielle nationaldrik sammen med maté. Drinken stammer fra Córdoba, men den drikkes i hele landet, især af de unge. Da jeg var til fest i forstæderne i løbet af min første uge og rigtig lærte at feste på argentinsk, var Fernet con Coca det første, jeg skulle smage og jeg har ikke turdet drikke det siden. Det er mig stadig et under, at jeg ikke kastede det op igen og jeg kan slet ikke forstå, hvordan de kan drikke det. Jeg har aldrig nogensinde smagt noget værre. Men alligevel er det for dem, hvad øl er for de danske unge, når det kommer til alkoholvaner og det er altid der, der står øverst på menukortet i baren.

7. Hvor punktlighed ikke findes i den argentinske, så gør ordet hjælpsomhed i den grad og det er en af de ting, jeg elsker ved Argentina. Jeg mødte ikke nogen argentinere, der ikke ville gå uanede længder for at hjælpe mig med hvad end jeg havde brug for. De tager sig af dig, folk siger 'mi amor', selvom de knapt kender dig. Argentinerne er hjertevarme folk og selvom det godt kan være kvælende nogle gange - jeg oplevede især mange gange, at flere af mine venners mødre var lige en tand for overbeskyttende overfor mig (jeg har nok i én mor, der bekymrer sig for meget om mig og jeg behøver ikke flere, selvom hun sidder på den anden side af jorden, hæhæ) - så mener de det jo godt! Men det er også interessant at betragte fra en kultural vinkel - det er en genspejling af familiemønsteret og det faktum, at de fleste unge argentinere først bliver selvstændige i en sen alder. De flytter hjemmefra meget sent, hvis man sammenligner med eksempelvis den skandinaviske standard. Familien holder sammen og alle tager sig af hinanden. Det er nok også derfor, at der var mange, der ikke forstod, hvorfor jeg var taget så langt væk, i så lang tid, uden min familie. Det spørgsmål, jeg fik stillet flest gange, var nok 'savner du ikke din familie?' Familien er utrolig vigtig for sydamerikanere. Dermed ikke sagt, at de ikke er selvstændige, men de kæmper ikke alene. Man står sammen. Der var ikke noget, jeg ikke kunne få hjælp til. Folk bekymrede sig om mig, selvom de overhovedet ikke havde nogen forpligtigelse til det. Det var skønt.

8. Bybusserne. Det er den vildeste rutsjebanetur på veje, der i forvejen er livsfarlige, og det er mig stadig en gåde, hvorfor der ikke sker flere trafikuheld i Buenos Aires, end der gør. Hvad er deres hemmelighed? Jeg udviklede nerver af stål til sidst og troede jeg var uovervindelig på transportplanet. Det kunne jeg så, første gang jeg stiftede bekendtskab med busserne Bogotá, ulykkeligt konstatere, at det var jeg i hvert fald ikke! Men jeg lærte at bruge busserne i Buenos Aires og det er vist en ting, jeg kan være stolt over - Buenos Aires er en af de byer i verden med flest buslinjer. Og der er ikke noget kort over dem. Det er erfaring og fejl, der gør, at du til sidst kan tage en bus uden at fare vild. Og de fleste turister holder sig til metroen, hvilket gør det endnu sejere at kunne tage bussen som udlænding og gør det nemmere for mig at lade som om, at jeg er porteño. High five!

På trods af mange mærkelige ting, så er Argentina et herligt land (og jeg er seriøst forelsket i Buenos Aires, det er stjerneklart for mig nu hvor jeg ikke er der mere) og jeg behøver vist ikke sige, at jeg glæder mig til juli, hvor jeg skal tilbage på visit, inden turen går tilbage til Europa!

"Columbia er det smukkeste land i hele Latinamerika"

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har hørt den sætning. Jeg var skeptisk, men selvfølgelig skulle jeg besøge det land, der har givet mig så mange venner. Det land, hvor nogle af de mest fantastiske mennesker, jeg nogensinde har mødt, kommer fra. Selvfølgelig. Og nu kan jeg erklære mig enig: Det er det smukkeste land i Latinamerika, hvis ikke i hele verden.

Et nyt stempel i passet rigere! Columbia, jeg holder af dig allerede. Hold op, hvor er her smukt. Jeg kan mærke, at jeg er kommet langt mere nordpå - folk er anderledes, atmosfæren er anderledes. Sproget har igen forandret sig og der er op til flere ord, jeg aldrig nogensinde har hørt før. Trafikken er et kaos med de næsten 8 millioner indbyggere. Men her er smukt - rigtig, rigtig smukt. Og jeg glæder mig til at komme ud og udforske!