Sunday 21 December 2014

Endings are not bad things, they just mean that something else is about to begin


Så er det nu. Tiden er kommet til at sige farvel til Skotland. For første gang. For 9 dage siden, dagen efter min sidste eksamen, forlod jeg Aberdeen. For første gang i 14 uger. Det var kun for en dag, men det føltes alligevel som om, at det var definitivt slut. Det føltes også som om, at noget vigtigt skulle til at have sin ende, da vores antropologi professor dagen inden annoncerede, at eksamenstiden var løbet ud. Min sidste eksamen var torsdag d. 11. december. Da klokken slog 17, var jeg fri. 4 eksamener fra lørdag til torsdag. Det var kun 6 dage, men det føltes som en evighed. Og da klokken slog 17, var de første 14 uger af mit universitetsliv ved en ende. Mit første semester er slut. 14 intense uger, hvoraf de sidste to uger har bestået af revision, eksamener og manglende socialliv. Jeg glædede mig sådan til at min antropologi eksamen var ovre. Det betød jo den ultimative frihed. Det betød starten på 5 ugers juleferie. Intet ansvar og ingen dårlig samvittighed over at julehygge og slappe af for første gang i hvad der føles som en evighed. Jeg troede, at jeg ville føle friheden så snart jeg satte det sidste punktum. De to timer, som eksamen varer, fløj afsted med lynets hast og ingen nogen af os havde set os om, var det ovre. Den eksamen, vi alle sammen havde frygtet mest, var endelig slut. Og det var slet ikke så slemt, som vi havde frygtet. Det kunne jo ikke være bedre. Men da Dr. Mills annoncerede eksamens slutning, kom bølgen ikke. Jeg kunne mærke en byrde, der dumpede af mine skuldre, men så heller ikke mere; det var ikke som jeg forventede. Ingen følelse af frihed. Den er her stadig ikke helt. Selvom det her bare er begyndelsen, føltes det, i det øjeblik jeg lagde blyanten ned, som enden. Det føltes som om, at det var enden på alt det her. Jeg prøvede at fortælle mig selv, at jeg skulle holde op med at være dramatisk og jeg prøvede at tvinge mig selv til at føle mig lettet. Men jeg kunne ikke stoppe med at mærke den følelse, jeg desværre kender alt for godt; slutning. Følelsen af, at noget jeg elsker utrolig højt, er ved at lakke mod enden.

Det bringer mig til pointen med det her, givet at der overhovedet er en. Sandsynligvis ikke. Selvom jeg ikke kan mærke det nu, så er det her jo ikke slut. Det slutter ikke det sekund, jeg sætter mine ben på flyet imorgen. Det er ikke ligesom dengang jeg skulle sige farvel til alt det, jeg havde skabt og den hverdag, jeg havde fået opbygget - i London, i Buenos Aires, Salamanca og i Houston.. Ikke denne gang. Jeg kommer tilbage igen og jeg behøver ikke skille det ad. Det venter stadig på os.

Heldigvis er sandheden jo en helt anden, end den har været de andre gange. Virkeligheden er ikke som jeg oplevede den, da min sidste eksamen var slut, og min virkelighed, som den er ligenu, er ikke den samme, som den har været før. Det her er noget helt nyt. Det er et nyt kapitel. Og selvom jeg ikke kan mærke det nu, så kommer jeg tilbage. Det er kun lige begyndt. 

This is it. I can't believe my exams are over and I can't wrap my head around the fact that left Scotland yesterday and that I’m leaving the UK today. My first semester is over. 12 hours and I'm back on Danish soil, back to a place where I know everything and everybody. It's unbelievably intangible that the first part of my stay at this amazing university is over. I doubt it there's any need for saying that it has been incredible. It has been stressful, eventful, even tragic at points - but it has never seized to teach me, to amaze me, to make me smile and to make me ponder.

I finished my last exam on the 11th, at 5pm. We all dreaded anthropology, a fact that just made me more anxious to finish and to finally be done. Despite of this, I felt prepared and I was ready to face the last thing keeping me from the Christmas break. But ironically, I felt better before the exam than I did after. I expected a tidal wave of relief to wash over me, but nothing happened when I put down the pen. None of the things I had expected happened. I didn't feel relieved. Nor did I feel the euphoria of being done - a week before most of my fellow students, may I add. I should've been ecstatic. But I wasn't. When I put down my pen, I felt like it was done. Like this, right here, my new life, was done. For good. In other words, I recognized what I was feeling as the feeling I tend to get when I know something I love very much is coming to an end. Also known as the worst feeling in my gamut of emotions.

So, this brings me to the actual point of all this. You might already have guessed it. The most incredible thing about all of this? The fact that this is not over. This is not ending the minute I get on a plane. It's just getting started. I am not leaving for good. I had to say goodbye to the life I'd created in London, in Salamanca, in Houston and in Buenos Aires, but not this time. I'm coming back. Coming back home. And this is the first time where I can actually say this with certainty. I know when I'll be back. It's like a new chapter. I've always had to leave it. Leave what I had built, leave the friends I made and the family I always ended up having in the end. But not this time. This time, I can go back to where I came from, without having to worry about what's next, without having to deal with the sadness of it being over. Not this time. I can go home and I won't be heartbroken. Not this time. I already miss everybody in Aberdeen like crazy and I’m already looking forward to going back for a new semester, but hopefully I'll be able to relax while I'm back in Denmark. No tears because I left another piece of my heart a place that feels like a million miles away. No restlessness because it's impossible to explain how I feel.

This is my first real 'I'll see you soon'. It's definitely something new. I could get used to this.

Thursday 18 December 2014

Welcome to Scotland; the land of incredibly photogenic sheep and breathtaking scenery

Hvor mandagen var dedikeret til udforskning af Inverness, var tirsdagen dagen, hvor vi skulle til Loch Ness - så bliver det vel ikke mere skotsk, gør det? Det er selvfølgelig kendt for Loch Ness-monsteret, bedre kendt som Nessie. Jeg så hende faktisk. Et eller andet så jeg. Vælger at tro, at det var den ægte vare. Vi tog bussen til Drumnadrochit, en landsby der ligger i gåafstand fra søen. Navnet er totalt håbløst at udtale, hvis ikke man er britisk - og selvom vi var fire lande repræsenteret, var vi dog ingen fra Storbritannien - og folk kunne ikke lade være med at grine af os, når vi forsøgte os. Det første jeg sagde, da vi tog afsted, var, at vi ville fare vild mindst 1 gang i løbet af dagen - jeg fik ret. Måske lidt for meget ret.
Der var tænderklappende koldt, men vi havde en fantastisk dag - Skotland er i sandhed landet med utroligt fotogene får og betagende landskab. Er det nødvendigt at sige, at jeg føler mig utrolig heldig over at bo her?

Monday was dedicated to Inverness; Tuesday was all about the perhaps most famous thing in all of Scotland - Loch Ness. In other words, the Loch Ness Monster. Aka. Nessie. In pursuit of Nessie, we took an early bus to Drumnadrochit, a tiny village close to the lake. Don't even try to pronounce it - unless you're British, you'll fail miserably. We tried but eventually had to just say 'that thing with a D'. It didn't take a lot of time for people to figure that we weren't exactly locals.
But, despite repeatedly having to name our line of countries (four countries, five people), we had an excellent day and I'm not even lying when I tell you, dead serious, I did see Nessie. Well, I saw something. Loch Ness is breathtaking.

Wednesday 17 December 2014

You have to leave the city of your comfort and go into the wilderness of your intuition. What you will discover will be wonderful: Yourself


Et par dage efter nogle af os havde sidste eksamen, tog jeg på en lille tur med 4 veninder - det var vist på høje tid, at vi kom ud og se lidt mere af Skotland. Mange af os har kun besøgt Edinburgh, Glasgow og så selvfølgelig Aberdeen - med andre ord, storbyer - så jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor dejligt det var at se lidt natur og komme til en lidt mindre by, som er lidt mere skotsk end den metropol, Aberdeen på mange måder er. Vi tog til Inverness, som ligger i det nordvestlige Skotland. Mine forventninger var meget lavt sat, men jeg blev positivt overrasket og vi havde en fantastisk tur. Skotland er umådelig smuk og jeg tror vi alle sammen indså, hvor heldige vi er faktisk at kunne kalde det her land for vores hjem.

A couple of days after we finished our last exam, I went on a trip to Inverness and Loch Ness with four lovely ladies. This was, for most of us, the first time where we really left Aberdeen to actually go see the country we’ve found ourselves lucky enough to call our home. We’re glad we did! After three months in the city, you just need to get out. We went to Inverness in the northwest of Scotland and despite my, yes I admit it, low expectations, this city caught me off guard and I actually found myself taking a really big like to it and we ended up having a really, really good time. Scotland is just breathtaking.

Wednesday 3 December 2014

Om at tilhøre et sted og befinde sig et andet eller slet ikke at tilhøre

Jeg har snakket om det et par gange. Nedskrevet det og delt det. Men hvorimod det ikke er noget, jeg taler om så tit, så tænker jeg på det hver dag. Det der med ikke at føle, at man er der, hvor man egentlig hører til. Jeg er ikke den eneste. Og nu hvor jeg er flyttet til Skotland og omgås meget tæt med mennesker på min egen alder hver eneste dag, så er det endnu mere tydeligt. Næsten konstant møder jeg nye mennesker, og i en stor del af tilfældene er det unge mennesker, som ikke føler at de er der, hvor de ønskede, de ville være på nuværende tidspunkt. Er det udlængsel? Er det den udlængsel, som jeg så tit føler, og som jeg håber kun er så intens, fordi jeg stadig er ung? Vi er nemlig stadig unge. Måske ændrer det sig meget snart, måske slår vi os snart ned, måske er vi håbløst forelskede i noget, der ikke er godt for os eller som vi måske slet ikke kender - men lige nu, lige nu og her, er det sådan vi har det. Det er virkelighed. Vores virkelighed. Der er hverken fornuft eller et større perspektiv, men det er underordnet. Det er impulser og følelser og det er jo bare fordi, at "vi er unge." Men hvorfor i alverden gør det det mindre rigtigt? Mindre virkeligt?

Allerede i løbet af den første uge her indså jeg, at jeg går en meget international skole. Kigger jeg på vores statistikker, menes det, at vi huser 120 forskellige nationaliteter. 120 lande. Det er mange lande. Der er folk fra hele verden her. Og mange af dem har en meget international baggrund. Født et sted af forældre, der kommer fra to andre vidt forskellige steder. Vokset op et andet sted. Og som nu bor her, et tredje sted. I Skotland. Og som garanteret ikke har tænkt sig at blive her, når vi engang er færdige. En af mine venner fra Slovakiet har de sidste to år boet i Thailand. International skole i Bangkok. Om jeg begriber hvordan hun ikke er ved at gå til af savn. En anden af mine gode venner, som jeg faktisk bondede med over vores fælles kærlighed for Río de la Plata-området, har boet et år i både Uruguay og Egypten. Hun siger det ikke højt, men jeg kan se hvor meget hun ønsker at komme tilbage. Jeg er ikke international på nogen måde, det er vist ingen hemmelighed. Og selvom jeg har misundt andre det alt for længe, så kan jeg se, hvad det kan gøre ved mennesker. Jeg har venner her, der ikke ved, hvor de hører til. Mennesker, der, da jeg mødte dem for første gang, ikke kunne svare mig med en enkelt sætning, da jeg spurgte dem, hvor de er fra. Jeg syntes selvfølgelig, det var sejt, og jeg ville ønske jeg selv havde boet alle mulige steder, men efterhånden som jeg lærer dem at kende, kan jeg se fortvivlelsen og ambivalensen i deres øjne, når de prøver at forklare mig, hvorfor de ikke kan svare på, hvilket sprog, der er deres modersmål. Der er ingen stolthed i deres stemme, når de fortæller mig deres livshistorie, der forgår i et utal af lande. Hvor jeg for bare et år siden ville have gjort alt overhovedet muligt for at være tosproget, for at være verdensborger helt fra barnsben af - har jeg lært vigtigheden af tryghed, af stabilitet og ikke mindst, at vide hvor jeg hører til. Jeg har snakket om det med Luna et utal af gange. Hvor misundelige vi har været på mange af dem, vi har mødt på vores rejser, der har været i 60 forskellige lande på trods af at være først i 20'erne - men for et par uger siden, da vi snakkede sammen over Skype, blev det pludseligt klart for os begge, at vi er ret heldige. Vi har haft en tryg opvækst i et land, der fungerer præcis som det skal (det kan vi vist ikke komme udenom), og som - selvom vi aldrig nogensinde vil indrømme det - altid vil være et sted, vi kan komme tilbage til, og som vi altid vil elske.

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg gerne vil sige, men jeg ved, hvad jeg føler. Og det er ikke let at få ned på skrift. Jeg savner stadig Argentina. Men jeg ved også godt, at det ikke er der, jeg hører til. Ikke i dette øjeblik. Jeg håber det bare er en udlængsel. En rejselyst, som umuligt kan være på sit højeste hele mit liv. Jeg har, selvom jeg bor i et fantastisk smukt land, stadig brug for at komme væk. Komme ud og opleve. Jeg ved ikke hvorfor jeg forventede, at den ville blive formindsket, hvis bare jeg flyttede til et andet land. Så simpelt er det ikke.

Det handler ikke om, at vi ikke er glade for der, hvor vi er. Jeg elsker at bo her. Det gør jeg. Jeg har fantastiske mennesker omkring mig og jeg udlever en drøm. Men jeg ved inderst inde godt, at jeg ikke hører til her. Det er en overgang, og et skridt på vejen. Jeg håber så inderligt, at jeg en dag finder det sted, jeg i sandhed ikke har lyst til at forlade igen. Buenos Aires var det sted for mig. Det var ikke let, men jeg ved, at jeg vender tilbage om et par år. At leve i øjeblikket er en kunst, når fortiden har givet dig så meget at hænge fast i.