Sidste stop for denne gang

Så blev det Malaysia og dette markerer dermed enden på min rejse. Kuala Lumpur er mit sidste stop (bortset fra et par timer i Bangkok imorgen), og jeg lander i Storbritannien igen på fredag. Men indtil da, vil jeg nyde min sidste tid i Sydøstasien og fortælle lidt om, hvad Malaysia er for en størrelse.

Malaysia er, som et af de eneste lande i Sydøstasien, et muslimsk land. Det er samtidigt også et af de mest multietniske og multikulturelle lande i verden, hvis jeg selv skal sige det. Her er indere, kinesere, malayere, tamilere og så videre. Hinduer, muslimer, kristne og buddister lever side om side. Der er hinduistiske templer i Chinatown. Moskeer selv i de mest moderne bydele. Og Kuala Lumpur er en perfekt sammensmeltning af nyt og gammelt, af tradition og modernitet. Den har, ligesom Singapore, et Little India og sin egen Chinatown. Men hvor der i Singapore er kvoter for præcis hvor mange kinesere, indere og malayer, der skal være i hver bydel, er der ikke regler for mangfoldigheden her. Der er ingen højere magt, der forlanger at der skal være et bestemt antal kinesere for hver inder. Men mangfoldigheden er her alligevel, og det er forfriskende at se, hvordan mennesker stadig formår at leve fredeligt side om side, på trods af enorme forskelligheder. Det er rart at se, at det stadig kan lade sig gøre.

From one metropolis to the next

Fra en koloenorm storby til en anden - tirsdag kl. 18.10 landede vi i Singapore efter 4 dage i Bangkok efter Hua Hin. Bangkok var vildt; det thailandske nytår, Songkran, begyndte dagen efter vi ankom, og som følge af det var byens turistcentrum et kaos i næsten al den tid, vi var der. Det var meget vådt, eftersom nytåret fejres ved at alle plasker vand på hinanden med vandpistoler. Ikke noget jeg normalt ville forbinde med fejringen af et nyt år, men man er vel også ovre på den anden side af jorden!

Videre til Singapore - hvor Bangkok var enorm og kaotisk, er Singapore bare enorm. Ordet 'kaos' eksisterer ikke her. Selv Tokyo kan ikke følge med længere, og jeg havde ikke troet jeg skulle leve til at se en by, der kunne måle sig med Tokyo hvad angår renhed, orden og pænhed på trods af den store befolkningstæthed, man finder i begge byer. Men Singapore er bare i en klasse for sig. Den ligger nr. 3 på verdens ranglisten over befolkningstæthed, og hvor det kan mærkes i Tokyo, er bybilledet ikke overrendt her. Det spiller bare. At det hele så fungerer på grund af en utrolig stram overmagt (tyggegummi er ulovligt; det siger lidt om standarden!), kan man jo se som man vil. Men der kan ikke være nogen tvivl om, at Singapore bare holder. Så mange forskellige kulturer og mennesker, der lever side om side på en ø, der er 716 kvadratkilometer stor. Det er altså imponerende!

Dog er det allerede farvel til Singapore imorgen, da jeg fandt en billig flybillet til Kuala Lumpur, Malaysias hovedstad. Jeg glæder mig helt ustyrligt til at se KL, som de lokale kalder den - og jeg glæder mig til besøge endnu et land. Malaysia er det sidste land, jeg besøger i denne omgang - på torsdag påbegynder jeg min hjemrejse til Skotland igen, så det er bare om at nyde de sidste par dage!

From one huge city to another - Tuesday afternoon, I flew from Bangkok to Singapore after staying in the Thai capital for 4 days. Bangkok was definitely an interesting experience; it was chaotic and even though I actually like Bangkok as a city, 4 days was more than enough. Songkran, the Thai new year, began the day after we arrived from Hua Hin and the touristic centrum of Bangkok turned into a watergun fight with locals and tourists splashing water all day long. Very wet experience! It was interesting to experience a different way of welcoming the new year - water is something I'd never connect with new year's, but hey, I'm half way round the globe, so ya can't expect everything to be the same!

Moving on to Singapore - whilst Bangkok is one big, happy mess, Singapore is the stricter and cleaner cousin. Singapore is huge as well, but it just works here. The Singaporean dictionary doesn't include the word 'chaos'. Even Tokyo - and I never thought I'd live to see a city overtake Tokyo in terms of law and order - has gotten some serious competition. Singapore has the 3rd largest population density in the world and whilst I'm guessing Tokyo's just as dense, you don't feel it here. The streets aren't overly crowded all the time - how that's even possible, I have no clue. But it's impressive! The fact that all this is caused by very strict laws imposed by a very strict (and indirectly homophobic) government is the other side of the coin, but I guess you can't have it all. Just to give an example: chewing gum's illegal. Just saying. However, there cannot be any doubt that it works; Singapore works and it's cool. There are three dominant cultures/ethnic groups/peoples, whatever you like to call it; Malays, Chinese and Indian. We have Chinatown and Little India. You see every shade of yellow, white and black possible in the general street scene and people live side by side. It's amazing to see.

Hua Hin

Velkommen til Hua Hin - stedet, hvor alle vesterlændingene ferierer med deres unge, thailandske koner. Stedet, hvor man kan bo i en hytte der næsten ligger på stranden for 400 baht pr. nat. 

Jetlag har vist for første gang nogensinde fået has på mig, og da vækkeuret ringede klokken 6 onsdag morgen, to dage efter min ankomst, var det uden at jeg havde formået at lukke øjnene overhovedet. Kl. 6.40 stod vi klar udenfor huset, klar til at komme videre fra Nakhon Ratchasima. Gratis lift til Bangkok og minivan videre til Hua Hin på Thailands sydvestlige kyst og så var den dag næsten væk. Men det var det værd - for en som har været på en caribbisk strand, er det her nu også helt ok. Hua Hin ligner nok meget Phuket til en forveksling, men her er stille og roligt. Turistet uden at det er overvældende. Lækre strande, venlige lokale. God blanding af udenlandske turister og turister fra andre dele af Thailand. Og nå ja, så er det også stedet hvor 90% af alle turister er danske.. Jeg passer helt ind! 

Imorgen er det videre til Bangkok, det thailandske nytår er i næste uge, og det skal vi selvfølgelig opleve i storbyen!




Welcome! Thought I'd just peek in and let you all know I'm safe and sound - currently located in Hua Hin, a lovely and laidback beach town facing the western part of the Gulf of Thailand. This place is a true paradise - sandy beaches with crystal clear blue water, palm trees and 32 degrees all year round. Of course, the humidity tends to make all of this slightly unbearable at times, but you can't have it all! 

After a completely sleepless night (jetlag is a bitch!), the alarm sounded at 6am Wednesday morning and with a free lift to Bangkok arranged by the school where Kat teaches, we found ourselves in the middle of Bangkok ready to find a ride to Hua Hin. With a little Thai and some cash, everything's possible in Bangkok, so we soon found ourselves loaded in a minivan headed to Hua Hin where we arrived a couple of hours after. After arriving in Nakhon Ratchasima, which is very local and very dry in terms of humidity, arriving here was another culture shock. Hua Hin's touristy, stocked with Western men vacationing with their Thai wives and so so humid. It has a good mix of local and foreign. We're staying in this lovely guesthouse right on the beach. Actually, it's more like on the water. The splashing of the waves is almost drowing the buzzing sound of the fan in our room at night, it's literally right down there.. Tomorrow the adventure continues though - we're off to Bangkok for the songkran and Tuesday we're off to Singapore!

Welcome to Thailand, the land of Thai and insane traffic

Efter en alt for lang rejse, sidder jeg nu endelig i Thailand. 12 timer i bus til London, et par timers søvn, 1,5 time i bus til Gatwick, 3 timer til Ukraine, 10 timer til Bangkok og 4 timer til Nakhon Ratchasima/Korat, hvor jeg befinder mig lige pt. Jeg kan godt mærke, at min sidste langtidsflyvning var helt tilbage i juli. Jeg er ude af træning. Fandme godt jeg har et par uger til at lade op til den næste! Men jeg er jo vant til det. 40 timer i bus fra Brasilien til Argentina. Siger det bare. Den vil jeg altid have.Nå altså, jeg sidder i Korat/Nakhon Ratchasima, en landsby nogle 4 timer nordøst for Bangkok. Den oprindelige grund til, at valget faldt på Thailand og bare generelt Sydøstasien, da jeg sad og drømte tilbage i oktober, er at Katrina ligenu bor i Korat, hvor hun underviser i engelsk. Kat er fra Singapore, og jeg mødte hende tilbage da jeg var med Luna i Tokyo i 2013. Vi skal rejse lidt rundt i Thailand den næste uge, inden turen går til hendes hjemland næste tirsdag, d. 14. april. Det er Thai nytår her de næste par dage, så jeg kunne ikke have valgt et bedre tidspunkt at komme til.Og skal vi så lige takke russerne for ikke at skyde flyet ned, hva’? Et layover i Ukraine var bestemt interessant. Jeg tror jeg blev henvendt til på russisk omkring 12 gange. Jeg kan også ligne en ukrainer, kan jeg. Og så skulle jeg til at regne med en ny valuta. Det var også interessant. Jeg hørte ikke engelsk en eneste gang. Jeg følte mig endnu mere fremmed end i Japan man. Ja ja. Nu er jeg her. Og så lærer jeg lidt russisk til jeg skal turen hjem igen, ikk’?Foreløbige observationer i Thailandet:Trafikken er ikke så vanvittig som i Bogotá, men det at alle kører på scootere får det til at se vanvittigt ud. Kat har selvfølgelig også en. Og igår, da hun kom og hentede mig på busstationen, var det med den. Jeg havde selvfølgelig glemt at nævne, at jeg altså rejser som kuffertrejsende. Bliver aldrig en backpacker. Det var da intet problem. Så jeg sad og holdte min kuffert ud over kanten på scooteren hele vejen. Det mærkeligste var nok, at der var ingen, der stirrede mere end normalt.. Det siger lidt om standarden her!Men vi overlevede, og jeg er lige stået op, jeg har det godt for dem der bekymrede sig! Klokken er halv tre om eftermiddagen, jetlag er vist allerede væk og nu kan vi komme ud og opleve - lige indtil imorgen tidlig kl. 6.40, hvor bussen til Bangkok afgår.. Det skal da nok blive gjort!And she’s in Thailand! I made it to Nakhon Ratchasima/Korat, where I’ll be staying the next couple of days. For those of you still blissfully unaware of my plans, the reason for me choosing Thailand (and Singapore for that matter) is called Katrina and she’s a lovely Singaporean girl I met with Luna when we vacationed in Tokyo back in 2013. Kat teaches English here in the village of Nakhon Ratchasima (also called Korat, much easier, eh?) and due to the fact that I picked a perfect time to come, she’s off from Wednesday because of the Thai New Year – so we’ll be travelling around Thailand for a bit, going down to either Hua Hin or Koh Chang for a couple of days and then staying in Bangkok from Friday and then flying together to Singapore on the 14^th.On a similar flying note, I’d like to thank the Russians for refraining from shooting down the plane. Nah, just kidding. We were far away from the Crimea. However, a layover in Ukraine was definitely an interesting experience. Daunting, some might say. I was addressed in Russian about twenty million times. Apparently, I can look Ukrainian. Who knew? Also, I had to convert a new currency. Also very interesting. Also very interesting not being able to read a single sign in the airport. I almost felt more alienated there than I did in Japan. And this was still Europe. Not once did I hear people speaking in English. I’ll have to learn some basics before making the trip back. It’s just common courtesy, right?So far, I've made an important observation about the Thai people:The traffic is insane. Insaneeeee, I tell ya. Bangkok was obviously a mess due to its size, but even here in Korat my nerves are frayed beyond measure. Last night, when Kat picked me and my suitcase up from the busstation, she was on her scooter. Everybody has a scooter here. Sometimes, there's 3 people on one scooter. Perfectly normal. So me sitting on her scooter balancing my suitcase when driving 40 miles an hour was also perfectly normal. So that's what we did. We survived. And I have one conclusion: It was aaaaahmazing. I could get addicted to driving a scooter. It was cool. Anyways, for those who were obviously concerned, I made it safely and I'm not tired anymore. At least not jetlagged anymore. I slept until 2.30PM, so should be good, right? And now we're off exploring until tomorrow morning at 6.40AM, where the bus to Bangkok departs.. wish us luck!

Indsæt klichéfyldt citat om, hvor hurtigt ting ændrer sig

Fredag eftermiddag, da klokken slog 17, var tiden oprandt, og min sidste antropologi forelæsning i mit 1. år var kommet til en ende. Nok min sidste antropologi forelæsning nogensinde.

Den tre uger lange påskeferie stod for døren. Dem der kender mig vil nok tænke, at jeg, selvom jeg glædede mig til den forestående ferie, så ville jeg savne skolen. Der er jo trods alt mange måneder til, at den står på almindelig hverdag igen.

Tjah.. Nej. Jeg var ikke engang til den sidste forelæsning.

Lad os lige slå det fast:

Jeg elskede 1. semester. Jeg nød at komme i skole hver eneste dag. Der var ikke det fag, jeg ikke nød at komme til. Og jeg arbejdede hårdt. Læste hver eneste dag. Havde min faste hverdag med svøming 5 gange om ugen. Mine eksamener gik rigtig godt. Balance.

2. semester har været mere ubalanceret.

Mere meget ubalanceret.

Jeg tror at jeg for første gang nogensinde oplever det, man kalder ’skoletræthed’.

Og det er mærkeligt.

For jeg har haft nok verdens bedste filosofi tutorial med verdens mest engagerede lærer og faget har været ekstremt spændende generelt. Mit essay var markant bedre end det, jeg skrev i filosofi sidste semester, og fik A5 (18 ud af 22) denne her gang hvor jeg fik C3 (12 ud af 22) sidste semester. Fra et 'pass' til et 'excellent'. Det er altså en forskel, der vil noget - jeg klapper lige mig selv på skulderen!

Men her stopper mit normale overly positive jeg også. Dette semesters Politics-fag været meget middelmådigt, hvorimod jeg nød det rigtig meget sidste semester. Heldigvis er skylden lige fordelt på visse meget demotiverende forelæsere og kedeligt indhold. Min tutorial har været vildt hyggelig, og vi har haft nogle spændende debatter – men jeg har aldrig fattet mindre end politik, så det britiske valg skal følges på tætteste hold når vi kommer dertil i maj!

Spansk har været dødkedeligt udelukkende grundet det, at jeg har lært det hele mindst 2 gange før. På den positive side har vi letheden ved at få gode karakterer og det faktum at jeg har haft det sammen med en af mine gode venner (som ovenikøbet deler min kærlighed for Argentina) som jeg ikke fik set særlig meget sidste år grundet forskellige skemaer. Og nå ja, den bedste ting ved spansk var vores oral-classes, hvor vores professor er fra Argentina. Den ene time om ugen nød jeg. Det savner jeg allerede. Vi blev ikke tvunget til vænne os af med at snakke med den argentinske accent; det var nok det bedste af det hele. Endelig en der forstår!

Antropologi, som jeg knuselskede sidste semester, har været tørrere end en ørken og det gjorde det ikke bedre af, at vi har haft nogle herlige, men ret kedelige lektorer. Der har dog været nogle spændende ting imellem: jeg skrev mit essay om race, og nød virkelig forelæsningerne om race og etnicitet. Desværre var jeg jo tvunget til at gå glip af 50% af forelæsningerne (på grund af spansk - så bliver det heller ikke værre), og motivationen til at lytte til dem og gå igennem PowerPointen... den var ikke altid på sit højeste, det vil jeg godt indrømme. Dog har jeg allerede formået at gå fra C til B overall med min antropologi-karakter. Jeg ved ikke hvordan det er gået til. 

Men ja, man kan jo ikke altid få det hele, vel?

Så i stedet for at slå mig i hovedet over at min motivation ikke har været på sit absolut højeste, vil jeg slå mig tilbage og tænke på de ekstremt gode ting, der er sket for mig i mit 2. semester. To af mine venner og næsten hele min familie (nu venter jeg kun på dig Nud!) har taget hele vejen fra Danmark til Skotland for at besøge mig i løbet af januar, februar og marts. Jeg har været i Edinburgh tre gange og jeg fik endelig set Stonehaven og Dunnottar Castle. Jeg lagde sidste hånd på min udvekslingsansøgning i januar og fik i februar at vide, at jeg var tilbudt en plads i Tennessee fra september af. Pænt ja tak blev det efter mange overvejelser. Er endelig opstartet med Royal Voluntary Service hvor jeg i torsdags var til en Dementia Awareness-session. Man lærer noget nyt hver eneste dag.

Og nå ja, så er jeg faldet noget så grusomt for en engelsk fyr, som fik mig til at komme ned fra min høje hest og min egen stædige overbevisning om, at jeg altså har everything figured out. Det har jeg ikke, skal jeg så lige tilføje. Måske har forelskelsen også noget at sige i alt det her. Det er ikke til at sige.

Og hvad så nu? Semesteret er desværre ikke helt slut endnu, eksamenerne venter stadig, for mit vedkommende startende d. 6. maj. Men der er lidt tid endnu. For ligenu sidder jeg nemlig i London Gatwick og lige om lidt letter mit fly til Ukraine, hvor der ligger et fly og venter på at flyve mig til Thailand, hvor jeg starter min påskeferie i Nakhon Ratchasima. Så for nu ligger jeg Skotland, universitetet, eksamensrevision og alt det andet på hylden. Hører lidt Calle 13, drømmer mig tilbage til Argentina. Jeg skal nok komme tilbage en dag. Men nu er det tid til at skabe nye minder, se nye steder; så jeg begiver mig ud i noget af det, jeg med sikkerhed ved hvordan man gør og som jeg efterhånden er ekspert i. 
At rejse.

Friday afternoon around 5 o'clock, I should've been seated in FN1 in Fraser Noble, just finishing my last anthropology lecture of 2nd semester. Probably my last anthropology lecture ever. However, I wasn't. I wasn't at philosophy either. People who know me well will know that this is odd, and that this is not something I'd usually do. People who know me would say that yeah, I was looking forward to the three week long vacation, but that missing uni and the daily grind would inevitably happen. It's not gonna happen. I should've been at that lecture. But I wasn't.

Let me make it clear:
I loved my 1st semester at Aberdeen. I enjoyed every day. No lie. I enjoyed my subjects immensely. I was a hard working student. As I’ve been all my life. I’ve never been the best, but I’ve worked to be up there. I studied every single day. Went to every single lecture, every single tutorial. Studied every day after school even though I had swimming until 10.30pm later on. My daily grind was pretty set, and I loved it. It’s been this way my entire life. I’ve loved it, but the time comes where it tires you and you get sick of it. Last semester was balanced.

This semester has been a bit more unbalanced.

A lot more unbalanced. I think I’m experiencing the not so super rare phenomenon that is being tired of school. All I know is that I’m glad this semester is over.

It’s weird.

It’s very weird indeed due to the fact that I’ve had the best philosophy tutorial one could ever have with the best teacher one could ever have the pleasure of having. I’ve loved the subject in general too. My essay was a A5 instead of the C3 I managed to pull through with last semester. From passing to doing excellent. I’m not afraid to say that I’m proud of myself. I am. I don’t understand how it happened, but somehow it did.

And this is where my usually overly positive outlook on life stops when reflecting on my classes. Whereas I loved IR last semester, Politics has been a drag this semester. Whilst not being exactly sure of what the reason for this is, all I know is that the lectures have been exceptionally demotivating. My tutorial was very pleasant. My essay was worse than last semester despite putting so much more effort into this one. I don’t get it. Oh well. We’ve established that I know nothing about politics. Thank god the British elections are coming up. I need to learn.

Moving on to Spanish, I’ve not much better to say. I’ve been bored simply because of the reason that I’ve learnt all the material twice before. We were denied entry to the appropriate level of Spanish so the only good thing about this class has been the fact that getting good grades did not require any effort and the fact that my oral teacher was Argentinian. This meant talking about dulce de leche, mate, Buenos Aires and the rioplatense. It was lovely. I’m gonna miss that, that I’ll admit.

Anthropology, a subject that I loved to bits last semester, has been dreadful this semester. Some of the topics have been interesting, we’ve had lectures on race and ethnicity which I also wrote my essay on. Unfortunately, due to every Spanish class being mandatory, I had to miss 50% of the anthropology lectures. Which did clearly not motivate either. I have a lot of revision to do, that’s for sure. And how I’ve managed to already go from a C to a B in my overall grade in anthropology will remain a mystery. But hey, I’m not complaining!

You can’t always have it all.

So instead of freaking out and desperately trying to figure out where it all went wrong this term, I’m just gonna lay back and relax. Reflect on some of the good things that’s happened this term, ‘cuz the good things tend to outshine the negative. That’s also the case here.

Two very good friends and almost all of my family have made it to Scotland during January, February and March. I’ve been to Edinburgh three times and I’ve finally managed to see Stonehaven and Dunnottar Castle. I finished my exchange-application in January and was offered a place in Tennessee a few weeks later. I ended up taking it. Of course I did. But the decision was hard. And last but certainly not least, I’ve started with Royal Voluntary Service. A few days ago, I was at a Dementia Awareness-session and now I’m a little bit smarter. You learn something new every day, right?

And oh yeah, I’ve fallen for this guy. Most people already know this. But he deserves a mention here as well. I’ve fallen in love with the most wonderful English guy who managed to get me down to earth and made me realize, with even intending it, that I don’t have everything figured out. I really don’t. I’ve stepped down from my high horse. Now I’m down with the puppies on the floor.

So, what now? The semester’s not exactly over yet. I have my first exam on May 6^th. There’s still time. As of right now, I’m located in the departures-lounge in London Gatwick and in a minute I’m off to Kiev International Airport. It's just a layover though, I'll fly to Thailand tonight at 8pm where I’ll kick off my spring break in Nakhon Ratchasima with one of my Singaporean friends whom I met in Tokyo back in the days. For now, I’ll forget about everything related to university, revision and exams. I’ll listen to some Calle 13, make a mental trip back to Argentina. I’ll be back one day. But for now, I’ll remember the good times and not let them prevent me from making new memories and see new places. New cities and new beaches. So now I’m off to something I for sure know how to do and something I’m actually pretty good at.
Travelling.